Malerier af kød og blod

Der er liv og modstand i billedkunstneren Ina Olsens malerier. Udtrykket kræver en kompromisløs indstiling til arbejdsprocessen, det færdige maleri og livet som billedkunstner. Men her ligger også udfordringen og tilfredsstillelsen,
mener den sky kunstner

Af Ole Luk Sørensen

Hun leder længe efter ordene… går i stå midt i en sætning. Ina Olsen vil gerne beskrive helt præcist, hvad malerierne og arbejdsprocessen betyder for hende. Og indrømmer samtidig med et lille smil, at der er en grund til, hvorfor hun foretrækker at udtrykke sine tanker og følelser gennem ekspressive farver og former frem for ord. Ikke desto mindre hænger der masser af citater på den ene af de hvide kalkvægge i det lille værksted i Højbjerg. ”I took these broken wings/And they taught me how to fly” står der på en cirka halv meter lang gullig papirlap, som hænger højt oppe på væggen. ”Af kød og blod” står der på en anden. På samme væg hænger cirka 10 andre små og store lapper papir med citater og livskloge ord skrevet i hånden eller klippet ud af aviser. De hænger mellem postkort med klassiske kunstværker og små farvestrålende tegninger og malerier. Påmindelser og holdepunkter kalder Ina Olsen ordene.

Kort forinden har den den høje, slanke billedkunstner med det krøllede rødblonde hår taget imod med et fast håndtryk og budt på en kop kaffe. Værkstedet med de hvide vægge og store vinduer vidner om, at der til daglig arbejdes koncentreret i rummet. På gulvet er der malerpletter i alle farver. Op langs væggen står 10-15 store lærreder, ufærdige malerier, som Ina Olsen på skift arbejder på. Staffeliet står få meter væk. På arbejdsbordet med den store farvepalet ligger tuber med oliefarve op mod væggen i én stor bunke, brugte og halvt tømte, og ligner i sig selv et farverigt kunstværk. Bøger, planter og plastbøtter med farve står mellem tændte fyrfadslys på to lave træreoler, der deler værkstedet.

- Andre har stor orden på deres værksteder, men det er jeg bare ikke god til, siger Ina Olsen undskyldende og kigger sig omkring i det kaotiske, men hyggelige værksted.

Frihed og fordybelse
Siden Ina Olsen blev færdiguddannet i 1998 er det gået stærkt for den 37årige kunstner. I 1999 fik hun KS-Prisen på Kunstnernes Sommerudstilling med ordene ”Frit og ukrukket maleri med stor variation og substans. Koloristisk overbevisende uden brug af billige effekter.” Året efter blev hun præmieret af Statens Kunstfond, som også har købt flere af hendes malerier, og i 2001 tildelte samme Kunstfond hende deres arbejdslegat – uden ansøgning. Kolleger omtaler hende som ”sin egen” og en ”kompromisløs kunstner med stor integritet.” Og hun er sin egen. I sit liv som professionel billedkunstner har hun aldrig modtaget dagpenge eller bistandshjælp. Salget af malerier giver kun lidt ”tandsmør” på brødet, så i årenes løb har Ina Olsen arbejdet på café, gået med aviser om natten, været pædagog-medhjælper, og gør for tiden rent 19 timer om ugen hos en læge og en tandlæge.

- Jeg har et stort behov for så ubetinget frihed som muligt. Der er masser af ting, jeg ikke kan. Så det, jeg kan og er god til, er selvfølgelig meget grundlæggende for mig, siger Ina Olsen.

- Fordybelsen i maleriet kræver tid, så det har altid været en nødvendighed for mig selv at kunne bestemme.

Hvor andre kunstnere med glæde kaster sig over udsmykningsopgaver og udstillinger, har Ina Olsen tidligere været en anelse tilbageholden, selv om hun nu igen påtager sig opgaver og generelt udstiller meget. Hun sælger til kunst-foreninger og gallerier, men bryder sig ikke om, at udenforstående stiller forventninger. Hun vil ikke låses fast i et bestemt udtryk eller arbejde hurtigere for at kunne sælge.

- Når jeg arbejder, tænker jeg ikke ret meget på, at nogen skal se maleriet, når det er færdigt, siger hun.

- Nogle billeder giver jeg fra mig med det samme, de er færdige, og andre har jeg brug for at have hos mig i en periode, før jeg kan give slip. Der er vel noget i dem, der skal forplantes over i mig på en eller anden måde.

For Ina Olsen er der ikke et behov for at forklare sine billeder. Men hun kan til gengæld godt lide at høre, hvad andre ser i malerierne. Ofte er det detaljer, som hun ikke selv har tænkt på. Alle mennesker oplever subjektivt, alt efter hvad de selv har med i bagagen. Og så længe beskueren får følelsen af at opleve noget ”autentisk,” så forklarer billedet sig selv, mener hun.

Kampen med maleriet
Ina Olsen går efter lidenskaben i sine malerier, det kropslige og følelses-mæssige med farven og formen som bærende elementer. Grundfarverne er ofte enten mørke, måske brune eller blå, eller holdt i lyse jordfarver. Hun arbejder både hurtigt og langsomt. Først kommer farverne. Så ridser hun i dem for at opnå en fysisk modstand. Derefter kan hun gå længe og bare ”kigge” på billedet, før hun tager næste skridt. Processen er en vekselvirkning mellem at nedbryde og bygge op - og igen og igen nedbryde og bygge op, indtil hun har løst den konflikt, som nedbrydningen medfører. Og helst skal medføre.

- Hvis der er en konflikt, så har jeg noget at arbejde med. Der skal helst have været både kamp og udfordring, siger hun og fægter med armene for at vise, hvordan farverne og ridserne kommer på lærredet.

- Der er nogle billeder, hvor der ikke har været nogen kamp. Jeg kan godt se, at de egentlig er lykkedes, men det er lettere for mig at anerkende et billede, hvor der har været kamp og modstand. Altså hvor konflikten har syntes uløselig, men hvor jeg alligevel har fået det til at fungere. Det er min måde at bygge et billede op på.

I årenes løb har der været en løbende udvikling i billederne. Mange af Ina Olsens tidligere malerier tog udgangspunkt i en kropsform, en slags puppe, som hun kalder det. En lukket kerne - fyldt med liv, følelser og ”kød og blod” - som kan ses direkte på lærredet i mange af hendes malerier. Puppen opstod intuitivt, fortæller hun, og i lang tid prøvede hun at komme væk fra den, fordi den var så lukket. Men så forligede hun sig med, at den skulle være omdrejnings-punktet i malerierne, og i årenes løb har puppen åbnet sig mere og mere. Den er blevet foranderlig og fylder nu mere af fladen på lærredet.

- Puppen er parallel med en personlig udvikling, jeg har taget, hvor jeg også selv bliver mere og mere åben, fortæller Ina Olsen.

- Jeg har en større tillid til, hvad jeg kan. Og det er for en stor dels vedkommende kommet gennem maleriet.

Med årene er det blevet lettere for den kunstnerisk ambitiøse billedkunstner at male. Hun holder utrolig meget af processen og dialogen med maleriet, men har også en indbygget modvilje i forhold til arbejdet.

- Nødvendigheden for at male er det, der er stærkest i mig – ellers kunne jeg ligeså godt lade penslerne ligge - men jeg har altså også en trods, siger hun og virker selv forundret over, at det forholder sig sådan.

- For mig er det hårdt at male. Jeg har aldrig syntes, det var let. Ja, det lyder helt åndsvagt, for det ender jo altid med, at jeg i gang. Og jeg ville ikke gøre det, hvis der ikke var en nødvendighed og dyb tilfredsstillelse forbundet med maleriet. Det allervigtigste for mig er at sætte penslen på lærredet og se, hvor det fører mig hen.